Klaverundervisning.

Vælg den form der passer bedst til dig.

Du vil gerne i gang med at lære at spille klaver. En god beslutning. Så er nu spørgsmålet: Hvilken lærer og hvilken type klaverundervisning skal du vælge?

I denne artikel kan du finde hjælp og gode råd til at komme i gang med klaveret – på en måde der passer godt til din musiksmag – og de ting du drømmer om at nå på klaveret.

Der er mange tilbud – og mange måder at starte på

Hvis du allerede har søgt lidt på nettet ved du, at tilbudene er mange og alsidige. Du kan finde klaverundervisning fordelt over hele landet – sikkert også i dit nærområde.

Du kan også finde tilbud hvor undervisningen foregår online – og derfor ikke er begrænset af geografi.

Prismæssigt varierer tilbudene en del. En klaverlærer med stor erfaring kan med rimelighed forlange en relativ høj pris. Et gennemarbejdet og færdigpakket online klaverkursus kan være et billigere alternativ at starte med.

Lær at spille klaver – hvorfor?

Inden du vælger en lærer og en undervisningsform kan det være en god ide lige at spørge dig selv – hvorfor du vil lære klaver. Hvis du ved hvorfor – kan det være meget nemmere at vælge den rigtige form og metode.

  • Leder du efter undervisning til dig selv – eller dit barn?
  • Er du teenager, ung voksen, voksen eller ældre?
  • Er det helt nyt for dig at ville spille klaver – eller er det en livslang drøm?
  • Vil du lære klaver for din egen underholdning og fornøjelse – eller vil du være professionel musiker?
  • Hvilken type musik lytter du til – hvilke stilarter holder du af – hvilken musik inspirerer dig og giver dig energi?

Helt generelt kan man sige, at hvis det er dit barn der skal starte til klaver – så SKAL I finde en lærer I kan mødes med fysisk. Hele Corona situationen har lært os musikundervisere, at børn har svært ved at modtage klaverundervisning online – over en længere periode. Hvis det er et barn der skal lære – så skal det læres ved at mødes med en lærer.

Hvis du f.eks. er teenager, ung voksen eller voksen – kan du sagtens med fordel starte med online klaverundervisning. Enten som “live” undervisning online – eller med et online klaverkursus.

Denne form kan som sagt være et lidt billigere alternativ til den traditionelle face-to-face klaverundervisning. Det kan også være en god måde at finde ud af om det faktisk er noget for dig at lære klaver.

Der skal ikke herske tvivl om, at den bedste – og mest solide – måde at lære klaver på – er ved at mødes jævnligt med en god klaverlærer. At lære at spille klaver er i høj grad “et håndværk” – og “mesterlære” har beviseligt mange fordele.

Om der faktisk er fordele ved “mesterlære” kan dog afhænge af flere ting:

  • At klaverlæreren (mesteren) er en god underviser
  • At I har en god kemi – og at læreren underviser i en stilart som interesserer dig
  • At der undervises efter en metode og pædagogiske principper der holder dig “til ilden” og inspireret

Typer af klaverundervisning

Lad os lige hurtigt kigge på hvilke typer klaverundervisning du kan vælge imellem – bare for at få det på plads.

  1. Traditionel klaverundervisning. Du møder op hos klaverlæreren cirka en gang om ugen. Læreren viser dig nyt materiale og giver dig konstruktiv kritik af det du har forberedt. Du går hjem og øver dig til næste lektion. Undervisningen kan i høj grad tilpasses dit personlige niveau og behov.
  2. Klaverundervisning online (live). Du mødes med klaverlæreren online på et aftalt tidspunkt. Undervisningen ligner meget den traditionelle – men den foregår altså “live” over internettet.
  3. Klaverundervisning som online kursus. Du har online adgang til et, på forhånd tilrettelagt, klaver-kursus. I kurset lærer du nogle specifikke ting som tager dit klaverspil fra A til B. Kurset henvender sig til et bredt publikum – og er i sagens natur ikke tilpasset specielt til dig. I denne kategori anbefaler jeg naturligvis mit eget online kursus “Klaver på 3 uger”. Dette kursus har en klar pædagogisk strategi – og tager dit klaverspil fra A til B på en hurtig og inspirerende måde. Hør mere om kurset “Klaver på 3 uger” ved at tilmelde dig det gratis online webinar. KLIK HER – Tilmeld Webinar
  4. Klaverundervisning med App. Der findes forskellige (ikke danske) klaver-apps. Helt generelt om disse apps kan man sige at de lærer dig lidt i øst og vest. De er ofte inddelt i både små korte forløb hvor du f.eks. lærer om akkorder – og i lektioner hvor du lærer specifikke sange. Disse sange kommer både fra den rytmiske og klassiske del af repertoiret. Man kan sagtens lære noget af en klaver-app. Men de savner alle en gennemtænkt progression. Hvis du er interesseret i at prøve en klaver-app kan du prøve en af de bedre – nemlig Flowkey. KLIK HER for at prøve flowkey.

Hvorfor vælge klaveret som instrument?

Der er rigtig mange gode grunde til at vælge netop klaveret som sit instrument. Klaveret har sin plads både i den rytmiske og klassiske musik. Der findes et utal af både klassiske “evergreens” og udødelige pop- og rocksange hvor klaveret har en central rolle.

Her er nogle af de helt store fordele ved at vælge klaveret som dit instrument:

  1. Med sine 88 tangenter kan du spille både de dybe bas-toner og de lyse diskanttoner.
  2. På klaveret kan du spille mange toner ad gangen – modsat f.eks. en saxofon. Du kan spille bas-figurer, store akkorder og melodi-linje. Alt sammen på samme tid – alt efter dit niveau.
  3. Du lærer at spille med begge hænder – og alle 10 fingre. I princippet kan du spille 10 toner ad gangen. Flere hvis du også bruger sustain-pedalen.
  4. Fordi du kan spille mange toner – over hele registret – kan klaveret i sig selv lyde som et helt orkester.
  5. Klaveret giver dig et visuelt overblik over alle toner. Hvis du kan spille klaver – så har du en naturlig indgang til at forstå meget musik-teori – fordi du forstår hvordan tangerne (tonerne) er placeret i forhold til hinanden.
  6. Klaveret fungerer både som solo-instrument – og det indgår naturligt i musikalsk sammenspil. Både rytmisk og klassisk.
  7. Klaveret er det perfekte valg til at akkompagnere andre instrumenter – og sangere. Du kan spille sammen med andre i et band – eller du kan synge dine favorit-sange og akkompagnere dig selv på klaveret.

Vil du spille rytmisk eller klassisk klaver – eller begge dele

Det er en god idé at gøre dig klart hvilken overordnet musikalsk stilart (rytmisk eller klassisk) du er mest interesseret i at lære.

Mange klaverlærere er specialisere indenfor en af disse to hovedgenrer. Men der findes også masser af lærere der kan undervise i begge dele.

Det bringer os tilbage til hvorfor du vil lære klaver – og hvilket niveau du sigter efter at opnå. Hvis du gerne vil nå et professionelt niveau med dit spil – så skal du helt klart vælge enten en specialiseret rytmisk eller klassisk underviser. Fordi underviseren er specialiseret får du fra starten den rigtige indgang til din valgte hovedgenre.

Hvis du er mere interesseret i at blive en dygtig amatør og spille for din egen fornøjelses skyld – kan du sagtens vælge en underviser der behersker både rytmisk og klassisk klaver. Hvis du altså er interesseret i at spille lidt fra “begge lejre”.

Du bør derfor kontakte læreren og finde ud af om denne kan tilbyde dig et undervisningsforløb der passer til dig og dine ønsker.

I forhold til et klaver-kursus bør du læse beskrivelsen grundigt – og finde ud af om indholdet har din interesse og kan hjælpe dig fremad med dit klaverspil.

En klar metode – og en pædagogisk overbevisning

Både med den “fysiske” lærer og med et færdigt kursus skal det helst være rimeligt klart hvordan, og med hvilke midler, læreren eller kurset har tænkt sig at hjælpe dig fremad. Her tænker jeg på ting som metode og pædagogisk overbevisning.

Jeg vil kort nævne, at mit kursus “Klaver på 3 uger” bygger på min overbevisning om, at det handler om hurtigt at komme til at spille nogle sange, noget musik, der betyder noget for dig. Du når hurtigt et niveau hvor du faktisk kan spille noget du føler for – og det betyder at du naturligt bliver inspireret til at lære mere.

Dit og lærerens fælles ansvar

Når du har fundet den helt rigtige undervisningsform og går i gang med at lære klaver – så skal du huske at det både er lærerens ansvar – MEN også dit ansvar at du faktisk lærer noget. At du bliver bedre til at spille klaver uge for uge.

Det betyder – at du skal ØVE dig. Og der er ingen vej uden om. Ikke alle klaver-elever er blevet givet lige meget talent – men det ligger helt fast: Hvis du ikke øver dig jævnligt – helst dagligt – så kommer du ingen vegne – uanset talent.

Derfor bør du overveje allerede nu – hvor megen tid du kan afsætte til at øve dig dagligt og ugentligt. Hvis du har svært ved at finde tid – sådan regelmæssigt – kan det være en god idé at gøre din lærer opmærksom på dette.

Det kan hjælpe læreren med at tilrettelægge undervisningen så den passer bedst til din øve-kapacitet.

Sådan øver du dig på klaveret

Selvom jeg ikke ved hvad din lærer giver dig for som hjemmearbejde – kan vi godt kort snakke om hvordan du skal øve sig på klaveret – hvis du ønsker at komme fremad på den bedste og mest effektive måde.

Du skal fra starten forsøge at tilegne dig nogle gode øve-vaner. Disse vaner skal omfatte ting som:

  1. Du skal øve dig jævnligt. Helst dagligt.
  2. Det er bedre at øve sig bare 10 minutter om dagen – end at øve 3 timer én gang om ugen. Det er nemlig rigtig godt for hjernen at få lov at sove ind imellem alle dine øvninger. På den måde sætter den nye information sig bedre og hurtigere fast.
  3. Brug så meget tid du overhovedet kan på at øve dig. Jo mere du øver dig – jo hurtigere bliver du dygtig.
  4. Du skal organisere din øvetid. Start f.eks. med at gentage de ting du øvede i går. Gå derefter videre med de nye ting du har fået for. Slut af med at øve mere “automatiske” ting som skalaer, akkorder og fingerteknik. Start altid med det der kræver mest koncentration. Slut af med noget du kan slappe af med – og ikke skal bruge så meget hjernekapacitet på.
  5. Hvis du er ny på klaveret skal du passe på ikke at overanstrenge dine hænder og arme. Når man lærer nye ting og bruger musklerne på en ny måde har man en tendens til at spænde. Du skal, især i starten, bruge energi og opmærksomhed på at slappe af mens du øver. Det kan virke svært i starten – senere bliver det en naturlig ting.

Det er tid at finde en lærer

Jeg håber du er blevet bare lidt klogere på hvad du skal være opmærksom på når du nu skal vælge klaverlærer og undervisningsform.

Der er ikke noget galt i f.eks. at tage kontakt til flere forskellige lærere – og få en snak med dem. Det kan være en god måde at finde ud af om man “klikker”.

Mange steder vil du også blive tilbudt en gratis prøvetime. Det tilbud kan du jo også sige “ja tak” til fra flere lærere. På den måde får du nogle indtryk af nogle forskellige lærere og undervisningsformer.

Og – jeg skal selvfølgelig nævne – at hvis du er interesseret i mit online kursus “Klaver på 3 uger” – så er der “gratis prøvetime” på den måde, at du har 14 dages pengene-retur-garanti. Det betyder at du kan prøve kurset af – og hvis det ikke lever op til dine forventninger – så får du da bare pengene tilbage. Ingen sure miner af den grund 😉

Tak for din tid – og tak fordi du besøger KlaverOnline.dk

Jeg håber at du har lyst til at besøge siden igen i fremtiden.

Ha’ en god dag,

Nisser