Sammenbinding
Tilbage til alfabetisk oversigt – klik her
Sammenbinding er en notationsteknik, hvor to eller flere noder med samme tonehøjde forbindes med en bue (bindebue). Dette angiver, at tonerne skal spilles som én sammenhængende lyd med en varighed svarende til de samlede nodeværdier.
Teknisk gennemgang
Ved en sammenbinding anslås kun den første node i rækken, hvorefter lyden holdes gennem de efterfølgende noder. Teknikken bruges primært i to tilfælde: for at skabe toner, der er længere end én takt (hvor buen krydser taktstregen), eller for at notere rytmer, der ellers ville være svære at overskue rent visuelt, f.eks. synkoper inde i en takt. Pauser kan aldrig sammenbindes.
Praktisk anvendelse på klaver
For pianisten er sammenbindinger afgørende for at mestre rytmisk præcision i pop og rock. Mange moderne klaverfigurer bygger på, at man holder en akkord hen over taktstregen (overbinding), hvilket giver musikken et naturligt “løft”. Det kræver kontrol over fingrene at holde tangenten nede i den præcise varighed, som sammenbindingen foreskriver, uden at lade pedalen gøre alt arbejdet.
Relaterede begreber: Bindebue, Nodeværdi, Taktstreg, Synkope, Legato
